Svaneke Vandtårn er blevet frisket op!

For Svaneke er vandtårnet et vigtigt vartegn, bl.a. fordi det er den verdensberømte arkitekt, Jørn Utzon, der har tegnet vandtårnet.

Byforeningen tog initiativ til, at staten fredede vandtårnet i 1990, herunder at det fortsat skal ligge i åbent landskab, så vartegnet for Svaneke ikke bliver skjult af nye bygningsværker.

Svaneke Vandtårn har fået en omgang trætjære, så det nu fremstår som nyt. Men det var ikke en nem omgang, da det krævede en kæmpe lift, så man kunne nå helt op i 30 meters højde – næsten lige så højt som Rundetårn i København.

Nordsiden af vandtårnet har i denne forbindelse fået en ny bræddebeklædning med dansk gran, som Jørn Utzon brugte som beklædning, da vandtårnet blev opført i 1951.

Beklædningen har også fået en omgang trætjære, og den fremstår nu mere brunlig!

Igennem mange år har det været teleselskaberne, der har stået for vedligeholdelsen, da de har haft telekommunikationsudstyr til mobiltelefoner i vandtårnet og i en lille bygning på jorden ved vandtårnet. Dette udstyr blev fjernet i sommeren 2023.

Fremover er det Bornholms Regionskommune, der står for vedligeholdelsen, idet den er ejer af Svaneke Vandtårn.