Skriveværksted

Forfatteren Nina Malinovski afholdt i uge 44 igen et af sine populære skriveværksteder. Denne gang foregik undervisningen i Sognegården Siloam i Svaneke. Vi var 12 deltagere, hvoraf ca. halvdelen var fra Svaneke og Bornholm, mens den anden halvdel var tilrejsende – og kun tre af os var ikke gengangere fra tidligere kurser.

Som afslutning lavede vi om lørdagen et lille oplæsningsarrangement, som vi havde inviteret til via opslag på biblioteket, på Facebook, i brugsen, hos Madvig og flere andre steder.

En af de tekster, jeg læste, var denne:

SILOAM

Den blinde mand ledsagedes af en ypperstepræst på vejen fra templet til badene i Siloam. 6-700 meter måtte han gå, før han nåede frem. 

Kort derefter havde Jesus helbredt ham og gjort ham seende. En ny verden åbnede, ja ligefrem åbenbarede sig for ham:

Den lyd, han nu og da havde hørt fra luften ovenover sig, kunne han nu se kom fra de store fugles flugt.

Gråden fra vuggen fik et ansigt.

Støjen fra gaden havde sin synlige årsag. 

Og ordene…? Nu kunne han ikke kun høre dem, men faktisk også se, hvordan de så ud når de lærde viste ham de hellige skrifter; og når han i basaren iagttog de handlendes skilte. 

Jeg er målløs, sagde han. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke hvilke ord jeg skal bruge til at udtrykke min taknemmelighed – taknemmelighed over at have fået øjne til at se den rigdom og de muligheder, som bogstaver og ord kan berede os alle. 

Hver den som vil høre sandheden skal læse mine ord efter disse dage i Siloam.