Uha, lad mig se at komme væk, inden jeg bliver det næste offer. Det var sådan, jeg tænkte, da jeg så nyhedsoverskriften på TV2Bornholm.dk d. 21. januar. ”Bornholmerne dør som aldrig før”, stod der.
Udover den angstfølelse, som overskriften vakte hos mig, må også andre være blevet bekymrede. Det er i hvert fald ikke det fedeste budskab for øens tilflytterkampagner, at der verserer en dødelig epidemi herovre. Erhvervslivet, sygehuset og politiet, som i flere år nu har råbt på kvalificeret arbejdskraft, må også se med bekymring på denne nyhed. De ansatte dør – og hvem vil erstatte dem ved at flytte til øen med udsigten til at blive ramt af dødstsunamien. Og tilflytterkonsulent Rune Holm kan se frem til snart at miste sit job. Ordene på hans hjemmeside om, at ”en lys fremtid for Bornholm kræver liv og lyst” lyder smukt; men også hult og slattent, når vi nu ved, at døden står på lur. Hans forehavende ligner en dødssejler.
Det forekommer heller ikke troværdigt, når han siger, ”at bornholmerne er dem, der føler sig tryggest i hele Danmark”. Det må være en gammel nyhed fra Trygfonden. Eller også har bornholmerne bare en falsk tryghedsfornemmelse – det er endnu ikke gået op for dem, at de dør som fluer.
Det kunne være, at tandemparret Løkke og Løhde skulle udvide deres massakre på københavnske arbejdspladser ved også at udflytte (eller ”indflytte”, som de skabagtigt siger) det hensygnende og nærmest skindøde Ældreministerium til (eller på) Bornholm. Så kan ministeriet blive stedt til hvile dér sammen med befolkningen. To fluer med ét smæk.
Hvad med en landsindsamling hvorefter vi tilbyder visse folketingsmedlemmer fast bopæl på Bornholm?
Nu har danskerne da også set faren. Boligsøgende danskere går uden om Bornholm, når de søger et nyt sted at bo. Det viser en analyse fra boligportalen Boligdeal.dk ifølge tv2bornholm.dk